Vejle skal være en kulturby, men pengene mangler

Kulturudvalget i Vejle Kommune ønsker en stærkere kulturel profil. Til trods for det, får de ikke flere penge til kulturformidling. Museumschef står undrende tilbage, og mener ikke, at højere krav og færre penge hænger sammen.

Af Thor Stefansson Hiis, torsdag den 14. marts 2019

Foto: Vejle Kunstmuseum

Det fremgår af Vejle Kommunes kultur- og oplevelsespolitik, at der skal sættes ekstra fokus på byens kulturelle profil. Men hverken kommunale eller private kulturarrangører i kommunen får flere penge. Museumschef hos VejleMuseerne, Ove Sørensen, peger på, at der ligger en udfordring i at imødekomme kulturudvalgets målsætninger.

”Det er klart, at det er et problem for os at brede vores kulturtilbud ud, når vi samtidig bliver nødt til at sparre,” siger han.

Museerne udfordret af besparelser
Siden 2017 har VejleMuseerne årligt mistet næsten en million i kommunestøtte. Det svarer til en besparelse på næsten fire procent i museernes samlede budget. Samtidig har staten krævet, at alle kulturinstitutioner i Danmark har skulle spare to procent om året. Det har ført til, at museerne i højere grad selv skal ud og finde pengene – og det kan mærkes på kvaliteten og i budgettet.

”Vi har måttet nedlægge to stillinger ud af 45 siden 2017, og det går naturligvis ud over det samlede udbud, vi kan tilbyde publikum,” siger Ove Sørensen.

Et af målene i kulturudvalgets politik lyder på, at der i højere grad skal tænkes i at bringe kulturtilbud ud til borgerne i kommunen ved at arbejde på tværs i fritids- og kulturlivet. Det kræver dog, at museerne får flere penge ifølge Ove Sørensen.

”For at vi for alvor kan imødekomme kulturudvalgets målsætninger om at arbejde mere på tværs, bliver vi nødt til at omlægge en del af vores nuværende strategi. Og det koster altså penge,” siger han.

Uenighed i udvalget
Der har i kulturudvalget været flere diskussioner om, hvordan Vejles kulturpolitik skal se ud. Der har ifølge næstformand Torben Elsig-Pedersen (B), længe været uenigheder i kulturudvalget. Det har betydet, at der ikke har været nogen sammenhængende plan at forelægge til byrådsmøderne, og det har derfor været svært at få løftet budgettet til kulturudbud i kommunen.

”Vi har i udvalget mange forskellige holdninger til, hvad det er for en slags kultur, vi skal tilbyde borgerne i Vejle,” siger han.

Han tilføjer, at de i kulturudvalget stadig ikke er færdige med at diskutere kulturpolitikken, og at der efter sommeren vil komme endnu et udspil.

”Her vil vi prioritere, at der igen kommer gang i pengestrømmen, som alt for længe har været stagneret,” siger Torben Elsig-Pedersen.