Stort Bestseller-projekt giver blod på tanden i Give

Det kommende Bestsellerbyggeri i Brande kommer ikke til at få en negativ virkning på nabobyen Give ifølge de lokale butikker. En analyse peger på, at byggeriet kan betyde butiksdød i byen.

Af Mads Hørkilde, torsdag den 14. marts 2019

Foto: Ritzau Scanpix

Et enigt byråd i Ikast-Brande Kommune gav mandag aften grønt lys til Bestsellerkoncernens store byggeprojekt i Brande. Planen er, at den nye bydel skal indeholde 60 butikker, et hotel og flere restauranter.

Det nye byggeri kan give problemer for byerne i nærheden af Brande. En analyse lavet af Institut for Centerplanlægning, ICP, som Finans.dk har fået aktindsigt i, peger på, at særligt Give risikerer at mærke konsekvenserne af det store byggeprojekt. Analysen viser, at byggeriet kan tvinge seks butikker i Give til at dreje nøglen om.

By Forventet nedgang i salg Antal lukningstruede butikker
Give 32% 6
Grindsted 14% 5
Billund 11% 2
Herning 6% 4
Vejle 2% 0

Kilde: Analyse fra ICP som Finans.dk har fået aktindsigt i.

Give-købmænd er ikke bekymrede
Analysen fra ICP bekymrer ikke de lokale forretningsejere i Give. Formanden for Give Handel og Erhverv, Susanne Sandholm, mener ikke, at rapporten er retvisende.

”Vi tror ikke på rapporten. Det nye projekt kommer til at blive en turistattraktion, som vil smitte af på butikkerne her i Give,” siger Susanne Sandholm.

Hun bakkes op af Marianne Dragsbæk, indehaver af forretningen Merci, der har ligget i Give by siden 1988. Hun mener, at byens butikker giver kunderne en oplevelse, som de store kædebutikker ikke kan matche.

”Vi er mange butikker her i byen med en fast kundekreds, der værdsætter den gode serviceoplevelse. Det er ikke det samme som at handle i et storcenter,” siger Marianne Dragsbæk.

De erhvervsdrivende i Give er opsatte på at modvise det negative billede, som ICP-rapporten tegner af fremtiden.

”Vi skal selvfølgelig være på dupperne, men det skulle vi jo også være i forvejen, så det gør ikke den store forskel for os,” siger Susanne Sandholm.

Bestseller forventer at begynde byggeprojektet i starten af 2020. Byggeriet skal ifølge planen stå færdigt i 2023.