Robotgallashow skal få flere piger til at vælge teknologiuddannelser

200 elever fremviste i dag deres hjemmelavede robotter i Spinderihallerne til et robotgallashow. Gallashowet skal give flere piger lyst til at søge ind på en teknologiuddannelse.

Af Line Jessen, onsdag den 13. marts 2019

Anders Sørensen og Siw Iversen fra 5.c på Fælleshåbsskolen har bygget en robot, der kan sortere slik i forskellige farver ved hjælp af lys. FOTO: Line Jessen.


En robot sorterer slik efter farve, mens en anden rører rundt i en flamingokop. Begge robotter er udviklet og bygget af skoleelever i Vejle Kommune, og de blev i dag præsenteret sammen med 50 andre robotter til et robotgallashow i Spinderihallerne.

Det er kommunens teknologiske værksted, FabLab, der står bag gallashowet. Leder af FabLab, Katrine Holm Kanstrup, fortæller, at det især er pigerne, som de gerne vil motivere til at søge ind på teknologiuddannelser.

”Vi ser i dag, at pigerne mister interessen for at arbejde med teknologi undervejs i deres folkeskoletid. Det er et problem, fordi fremtidens arbejdsmarked bliver meget mere digitalt, og det kræver, at pigerne også har stærke IT-kompetencer,” siger Katrine Holm Kanstrup.

Vejle Kommune er den første kommune i landet, der afholder en robotgalla, og projektet har fået støtte af Siemens Gamesa.

Eleverne er positive
Både folkeskoleelever, gymnasieelever og efterskolelever  har gennem de sidste par måneder arbejdet med at udvikle robotter.

På nogle skoler har eleverne fået tid til robotbyggeriet i skoletiden, mens andre elever frivilligt har brugt mange eftermiddage på at kode og bygge. En af de frivillige elever er Siw Iversen fra 5.c på Fælleshåbsskolen.

”Jeg synes, det har været rigtig godt og spændende. Det er sjovt, at man kan tænke på noget, og at det så lige pludselig står på bordet foran en,” siger Siw Iversen, der sammen med sin makker Anders Sørensen har bygget en robot, der kan sortere slik i forskellige farver.

Flere andre elever fortæller, at det har været svært og krævet meget tid at bygge robotterne. Alligevel synes de, det har været en god oplevelse, fordi de har fået lov til at lege med robotterne og bygge, lige det de havde lyst til.

Denne robot er udviklet af elever på Kirkebakkeskolen og kan bruges til at redde hår. FOTO: Line Jessen.

Flere kommuner skal være med
Det er første gang, robotgallaen afholdes, men hos FabLab i Spinderihallerne arbejder de på at få endnu en kommune med til næste år.

”Vi vil meget gerne gentage robotgallaen til næste år sammen med en anden kommune og senere udbrede vores projekt til flere kommuner,” siger Katrine Holm Kanstrup.

FabLab i Vejle samarbejder i øjeblikket med Silkeborg Kommune og Kolding Kommune. Kommunerne udveksler erfaringer med, hvordan de bedst kan hjælpe skoler med at opbygge FabLabs.