Klimastrejke skal råbe befolkning og politikere op

På fredag er der global klimastrejke i Vejle. Arrangørerne, der er elever på Rosborg Gymnasium, håber på at kunne råbe politikerne op. Lektor fra Statskundskab på AAU tvivler dog på effekten.

Af Alexander Brøndum, onsdag den 13. marts 2019

Tirsdag eftermiddag blev der forberedt bannere til klimastrejken fredag. Foto: Alexander Brøndum.

På fredag er der global klimastrejke i Vejle. Naja Holst Nymand og Anna Raadshøj fra Rosborg Gymnasium, der arrangerer strejken, håber på at kunne råbe politikerne op.

Sidste gang der blev afholdt klimastrejke i Vejle, kom der over 100. Denne gang regner de med det dobbelte. De håber, at de med strejken kan få politikerne til at indse, at der skal ske store ændringer i klimapolitikken, hvis kloden skal reddes.

”Det her pres vi kan skabe nedefra, vil forhåbentligt få politikkerne til at være mere tilbøjelige til, at give os løfter om at gøre langt mere for klimapolitiken,” siger Anna Raadshøj.

Naja Holst Nymand nævner også, at det til begivenheden vil være muligt at sende et brev til Klimaminister, Lars Christian Lilleholt.

Ikke kun en strejke for elever
Selvom det er to gymnasieelever, der står bag organiseringen af klimastrejken her i Vejle, så mener de to elever bestemt ikke, at strejken kun er for de forskellige elever og unge rundt omkring i byen. Inde på klimastrejkens fællesside i Danmark er alle inviteret til at deltage.

”Vi vil gerne have alle med! Det er også derfor, vi har været med i Vejle Amts Folkeblad, så det ældre segment også hører om strejken og kan deltage,” siger Naja Holst Nymand og Anna Raadshøj.

Klimastrejkens formål er netop at gøre folk mere opmærksomme på klimaet for at tvinge politikerne til at sætte større fokus på det.

Lektor sår tvivl i effekten af klimastrejken
Ifølge lektor i statskundskab på Aalborg Universitet Ditte Shamshiri-Petersen, så er det svært at måle, hvor stor en effekt demonstrationer har på folk over længere tid.

Hun henviser til en undersøgelse fra Epinion, der viser, at interessen for klima næsten kun er steget blandt dem, der i forvejen interesserede sig for klima.

”Det er ikke nødvendigvis folk, der i forvejen uinteresserede sig for klimaet, som nu rykker sig og får vækket interessen,” siger Ditte Shamshiri-Petersen.

Læs også: Klimastrejke bør blot være en demonstration.