Flere lejere føler sig snydt af Teddy H. Thomsen Holding A/S

Flere lejere i Vejle føler sig snydt af firmaet Teddy H. Thomsen Holding A/S, hvis formål er handel, investering og udlejning af fast ejendom. Lejerne fortæller om svamp og manglende renovering i boligerne.

Af Josefine Rasmussen, tirsdag den 12. marts 2019

Flere lejere i Vejle fortæller, at de har haft dårlige erfaringer med at leje hos Teddy H. Thomsen Holding A/S. En af lejerne er Heidi Christensen, som tidligere har boet på Vardevej 20 i to år, indtil hun flyttede for fem måneder siden. Hun fortæller, at lejligheden fra start var i dårlig stand.

”Teddy lovede, at det nok skulle blive bedre, men der skete aldrig noget. Det begyndte at lugte råddent på anden sal, hvor vi havde badeværelse. Vi luftede ud og gjorde rent, men det hjalp ingenting. Jeg fik en gulvmand ud, som brækkede gulvet på badeværelset op. Her kan vi se svampen under gulvet, lag på lag,” siger Heidi Christensen.

Privatfoto af badeværelset på Vardevej 20.

”Der var bare blevet sat nyt tapet henover”
Heidi er ikke den eneste, der kan fortælle om problemer med lejeboliger hos Teddy Thomsen Holding. Hvem, Hvad, Vejle har været i kontakt med yderligere fire personer, som alle fortæller om lignende problemer. En af dem er Martin Jensen, som i 2006-2008 boede på Grejsdalsvej 2 i en bolig ejet af Teddy Thomsen Holding.

”I soveværelset begyndte der at komme en fugtskade nedad væggen. Det var umuligt at komme i kontakt med Teddy for at få det ordnet,” siger Martin Jensen.

Han fortæller, at fugtskaden allerede var der, da den forrige lejer boede der.

”Da jeg flyttede, kom der en medarbejder og kiggede på lejligheden. Han kiggede på fugtskaden og sagde, ’Nå, er det ikke blevet lavet endnu?’ Der var bare blevet sat nyt tapet henover,” siger han.

Tidligere vicevært genkender beskrivelserne
Bill Gutenberg har tidligere arbejdet hos Teddy Thomsen Holding i seks år som vicevært. Han genkender beskrivelserne af boligernes tilstand.

”Når jeg ringede til Teddy, sagde han, ’Det skal vi ikke lave lige nu. Bare gå op og tør det af, den skimmelsvamp.’ Det er noget gammelt utæt skrammel, han har,” siger Bill Gutenberg.

Teddy Thomsen er uenig i kritikken
Hvem, Hvad, Vejle har forelagt Teddy Thomsen kritikken, hvortil han svarer:

”Hvis vi har fugtskader og svamp, så har vi haft Teknologisk Institut ude og se, hvad der er galt. Der er et stort problem med, hvordan folk behandler boligerne. I tilfældet med Vardevej 20, er det ikke mit ansvar. Folk har et ansvar for, hvordan de bruger tingene. Hvis man ikke følger reglerne for udluftning i en bolig, så kommer der skimmelsvamp,” siger han.

Teddy fortæller, at utætheden på Vardevej 20 er blevet udbedret, og at det er ukorrekt, der har været svamp i boligen.

5 Comments
  1. Den mand burde stoppes som udlejer. Han burde have en pris for at være DANMARKS VÆRSTE UDLEJER. Jeg har boet på 2 forskellige adresser i Fredericia igennem 7 år, og havde nøjagtig de samme problemer, som omtalt i artiklen. Hver gang fik jeg at det var manglende udluftning, hvilket ikke var tilfældet hos os, da vi var tvunget til at lufte ud konstant, for at kunne holde ud at være i lejligheden. Vi har haft huslejenævnet ind over, men intet sker. Er så glad for at vi er kommet væk.

  2. Vi opleve det samme for 7 år siden da vi flyttede fra en af hans boligerne
    Vi havde dog ødelagt en vandhane der skulle skiftes, men da håndværkeren skiftede denne gik bordpladen ‘tilfældigt’ i stykker den knækkede midt over som han mente vi skulle betale for og han brugte 20 timer på rengøring samt 20 timer på en maler
    Hvor vi holde øje med ham dokumenterede hvornår de gik og kom mm vi vandt sagen i llo og regningen blev nedskrevet så vi kun skulle betale for håndvasken

  3. Men han er jo ikke den eneste dårlige udlejer i vejle. Topbo v/ Vibeke Denert ordne heller ikke deres ting.

  4. Det er mange år siden jeg boede til leje hos ham. Men jeg blev nød til at flytte, da jeg blev virkelig syg af at bo i skimmelsvamp.

  5. Sjovt at folk ikke bliver kloger jeg er 51 år og boede og opvoksede i byen og allerede dengang var det hvermands viden at Teddy skulle man holde sig langt væk fra.
    Jeg har boet på vær i Ågade det var det værste lort. Det tragisk er dog at manden selv mor i en lækker villa og tjener kassen og aldrig kigger ind ad han er dog ikke den eneste i Vejle man skal holde sig fra desværre 😢.

Comments are closed.